Hilsen fra sygehussengen

For nylig var Kaj indlagt på sygehuset i Holstebro efter et par dage i sygehussengen skrev han følgende hilsen til os alle:

Kære Venner.

Mens jeg var indlagt på M1, gjorde jeg mig nogle ”observationer”, som jeg en aften sad og skrev ned. Dem vil jeg gerne her dele med jer.

Jeg ligger på en stue sammen med 2 andre. Kaj på 82 og Askov på 92. Hyggelige mennesker, selv om de er svagelige, men ved hjælp af ekstra ilt, ble og kateter, holdes de rimelig i gang. I starten var der én mere, - jeg opdagede ikke hvad han hed, - for da han den første dag og nat havde rodet rigtig meget rundt, og havde bl.a. væltet sit natbord adskillige gange, - flere gange med mad og drikkevarer, - fik han bevilget enestue. Mærkeligt at man ikke kan støtte sig til den klap på natbordet, uden at det hele vælter.

Askov havde fået en ordentlig omgang afføringsmiddel i aftes, - hvilket, set i bakspejlet, nok var lidt for sent. For det resulterede i at han sked i sengen 5-6 gange i løbet af natten. Søde sygeplejersker tog sig selvfølgelig af det, men det var svært for vi to Kaj-er at finde hvile. Kl. 4 havde jeg stadig ikke sovet, da jeg hørte Kaj rode i sit lille natbord. For sjov spurgte jeg, om det var fordi vi skulle have en øl, - og det viste sig, at det netop var det han rodede efter. Så fra kl. 04.00 til knap 5 sad vi og drak øl, mens Askov stadig sked i sengen. Vi behøvede heldigvis ikke at være bange for at forstyrre Askov. Høreapparatet var taget ud. Sove og skide går udmærket uden høreapparat. Meget praktisk!

I morges da Askov havde besøg af konen og sønnen, måtte vi lige korrigere ham lidt. Han var godt klar over nattens strabadser, forårsaget af afføringsmiddelet, men i hans oplevelse var det blevet til at vi alle havde dette problem i løbet af natten, da sygeplejerkerne ved en fejl have givet alle patienterne afføringsmiddel til natten. Selv om der sker mange medicineringsfejl i sygehusvæsenet, var det i dette tilfælde heldigvis en erindringsfejl hos Askov. – Måske er det lidt lettere at acceptere at man skider i sengen, hvis alle de andre også gør det. – Hvad ved jeg…..

Som I kan forstå, er det slet ikke kedeligt at være her. Jeg får jo også underholdning 5 gange i døgnet, når jeg får en pose tilkoblet, så de kan fylde penicillin på mig gennem en slange, stukket ind i en blodåre i min ene hånd. Fantastisk påfyldningshane, - og udtømning skal vi ikke tænke på, - det sker ad naturlig vej.

Mærkeligt hvor hurtigt man vænner sig til at være her, - og med stærkt nedsat aktivitet. Det er faktisk kun den første dags tid, at tiden kan føles lidt lang. Derefter falder man ind i rytmen her, - og pludselig fyldes tiden ud af de meget små ting, som man faktisk i starten slet ikke lagde mærke til. De andres besøgende er et studie i sig selv. Usikre og forsigtige kommer de listende ind på stuen, - tør knap nok tage en stol og sætte sig ned. Kvinden forrest, bøjer sig medfølende ned over sengen og siger goddag, mens manden holder sig i baggrunden, evt. lænende sig op at en dørkarm, og med et nik hilser på patienten. ”Tag endelig en stol” – ”Nej tak, vi har godt af at stå op” er standardudtryk, - hvorefter de fleste, - som regel manden, dog finder en stol til kvinden så hun kan sætte sig ned og snakke med patienten. – Stolen placeres så tæt på patienten som muligt, så der kun er plads til ham selv i lidt større afstand. Ak ja, - og tænk, - jeg garanterer at det sker helt automatisk og ubevidst. Hvor er det svært at være ”naturlig”, hvad det så end er.

Så er der stuegang. Forsigtig kommer en læge ind på stuen, med en række sygeplejersker i hælene. Nu om dage er de fleste læger fra udlandet, - hvilket jo ikke gør konversationen lettere for f.eks. Askov og Kaj. Men det gør ikke så meget. Hverken lægen eller Askov og Kaj opdager at de ikke har forstået hinanden, så det klarer sygeplejerskerne diskret bagefter, - også uden at lægen opdager noget. Jo, jo, - de sygeplejersker har virkelig forstået hvordan hierarkiet på et hospital fungerer, - og det til de fremmede lægers fulde tilfredshed.

Fantastisk arbejde de sygeplejersker gør, og så er de næsten utrættelige. Eller også må de have stor træning i ikke at vise at de er slidte eller har travlt, hvis det da er tilfældet. Og efterhånden som tiden går, kan man godt få et næsten helt almindeligt forhold til dem. Nogle er bedre end andre, til at vise medfølelse for patienterne. Hovedet lidt på skrå, - en lidt dvælende stemme, og flittig brug af orden ”vi”, - er måske udmærkede virkemidler i mange tilfælde, men jeg sætter alligevel pris på når forholdet bliver lidt mere afslappet. Vi er trods alt alle helt almindelige mennesker, - når først vi som patient får ”fangedragten” af, - og de som sygeplejersker får smidt uniformen.

Så blev klokken halv elleve. Lyset på stuen er slukket, og jeg skriver ved min lille lampe. Askov og Kaj gør ikke meget væsen af sig. Om de sover? Ja det tror jeg faktisk. Jeg tror ikke at det bliver til øl i nat. Så vidt jeg ved, har Askov ikke fået afføringsmiddel.

Godnat, - og sov godt….. 

Et brev til Siersbæklund

En gammel kending af Siersbæklund sendte et digt om kærlighed til os. Følgende linier ledsagede digtet:

Jeg har sagt tak til dig Kaj, så jeg vil undlade at gøre det igen. Jeg kan dog ikke fornægte at "Siersbæklund-ånden" er dybt forankret i det skrevne.

Mange tanker
Jesper


Kærlighed

Kærligheden har mange ansigter. Nogle gange er den stærk. Andre gange svag. Nogle gange er den helt revet væk for så at komme igen. Nogle gange bliver den væk for stedse. Vi finder den aldrig igen. Nogen gange bliver kærligheden til had eller vrede. Nogle gange bliver vrede eller had til kærlighed.

Kærligheden i sin reneste form er ikke styret af følelser. Den stiller ingen krav. Den forlanger ingenting. Den elsker, netop fordi den elsker, og den elsker, fordi det den ser er skønhed, og den skønhed den ser, er en del af den selv.

Elsker kærligheden i sin reneste form også det onde? Ja det gør den. Det gør den fordi den ved, at godt og ondt er en side af samme sag. Godt og ondt er forudsætningen for livet her på jorden. Det onde har sin berettigelse i sin tilstedeværelse. For mennekser er det onde næsten ikke til at bære. Men for at vi kan lære om os selv og andre, er det onde en uomtvistelig nødvændighed. Uden modsætningen mellem godt og ondt var der intet liv på jorden.

To elskende, der havde været sammen hele deres liv bliver stillet over for dette dilemma: En dag gik kvinden hen til sin elskede og sagde. " -Jeg rejser i dag. Jeg rejser og jeg vender aldrig mere tilbage". Den elskede kiggede forskrækket og forundret op og spurgte: " -Du rejser!? Hvad så med mig? Hvad vil der så blive af mig?" Dertil svarede kvinden. " -Du siger. at du elsker mig. Du siger, at du altid vil elske mig. Og alligevel står du nu blot og tlaer om dig selv". Den elskede spurgte: " -Jamen elsker du mig da ikke mere?". Dertil svarede kvinden: " -Jo, jeg elsker dig mere end nogensinde!"